At flytte til Ådum
Af: Hardy Vedstesen
Anca og Daniel er glad for deres bolig i Ådum.
Da Anca og Daniel først på året flyttede ind i et dejligt hus på Søndertoften i Ådum, gik naboerne sammen om at købe en købmandskurv, som man mødte op med for at byde tilflytterne velkommen.
Det var en stor overraskelse for de nye tilflyttere, og det har gjort meget til, at de allerede føler sig godt hjemme i Ådum. Anca og Daniel kommer oprindelig fra Rumænien og kom til Danmark i 2006 og 2007, hvor de traf hinanden på Borris Landbrugsskole, som tilbød en 3-årig kontrakt med både uddannelse på skolen og arbejde ved landbruget ved siden af. Daniel arbejder på ”Hegndal” i Sdr. Vium.
Tidligere arbejdede Anca på en gård ved Silkeborg og senere også på ”Hegndal”.
Anca og Daniel så på huse andre steder, men faldt pladask for det vidunderlige hus og den dejlige have på Søndertoften, fortæller Anca. ”Nogle af vore venner advarede os mod at flytte ud på landet, men kun efter en uge traf vi valget, og det blev huset i Ådum. Ingen andre steder tiltrak det unge par, som nu er blevet til tre.
Anca og Daniel lægger ikke skjul på, at de gjorde sig nogle overvejelser inden det hurtige ja. De var blandt andet glade for, at der er en købmand i Ådum. Her handler de og er kontokunder. Et andet positivt aspekt var Ådum Børneunivers med både vuggestue, børnehave og skole. Der er heller ikke langt til sportspladsen.
Til gengæld er vejen meget lang til familiekontakten, men den klares via internet og telefon, ligesom mormor har været på langt besøg.
Anca og Daniel er glad for deres bolig i Ådum.