Døde fisk i massevis og store flokke af sultne måger.
Af: Michael Sandstrøm
Det er det ubehagelige syn, der i disse dage møder forbipasserende, som går tur ved Haderslev Fjord.
Det skriver DR Syd.
De mange døde havørreder, kutlinger og fladfisk, som ligger døde i vandoverfladen, fik mandag en af de lokale beboere, Erik Tveskov, til at reagere:
- Der ligger døde fisk i vandet og stinker. Det er en uendeligt trist situation, siger Erik Tveskov, som derfor kontaktede kommunen.
Haderslev Kommunes første undersøgelser tyder på, at ilten i fjorden er blevet opbrugt i vandet, efter noget organisk materiale er blevet omsat.
Det er dog endnu for tidligt at komme med en helt præcis forklaring på, hvorfor fladfisk og havørreder flyder rundt i vandoverfladen.
Det siger Poul Sig Vadsholt, der er afdelingsleder for Erhvervsafdelingen i Haderslev Kommune.
- Man kan ikke frasige sig den mulighed, at det er noget, der er kommet udefra. Altså noget iltfattigt vand, som er skyllet ind fra områder længere ude, siger Poul Sig Vadsholt.
De mange døde fisk i vandoverfladen ærgrer også Preben Nielsen fra Sønderjysk Sportsfiskerforening.
- For os som lystfiskere, som bruger tid og energi på at sætte fisk ud og lave vandløbsrestaurering, er det her utroligt ærgerligt og trist at se på, siger Preben Nielsen.
Poul Sig Vadsholt oplyser, at Haderslev Kommune vil have fiskefundet undersøgt nærmere, og at kommunen tager kontakt til Naturstyrelsen for at forsøge at finde en forklaring.