Venstre udpeger borgmesterkandidat i Blære i aften
Af: Thorkil Christensen
Her er så en tekst
BLÆRE: Det er i aften onsdag, 25. maj, at Venstre udpeger sin borgmesterkandidat i Vesthimmerlands Kommune. Det sker ved et møde i Blære Multicenter, og der er to emner i spil - byrådsmedlemmerne Inger Nielsen, Blære og Per Bach Laursen, Overlade.
Når Venstre ikke kun peger på een kandidat, skyldes det, at bestyrelsen for Venstre i Vesthimmerlands Kommune har besluttet at opfordre de fire venstrevælgerforeninger i Aars, Aalestrup, Farsø og Løgstør til at foreslå et kandidatemne. Denne opfordring har foreningerne i Aars og Løgstør valgt at efterkomme.
- Den kendsgerning, at der nu er to kandidater er ikke udtryk for hverken splittelse eller uenighed, tværtimod. Det er udelukkende for at sikre medlemsdemokratiet. Baggrunden har været at give medlemmerne størst mulig indflydelse på, hvem der skal være Venstres borgmesterkandidat. Når valget er truffet vil hele Venstres organisation og byrådsgruppe arbejde 100 procent for den som bliver valgt, siger Kristian S. Nielsen, der er formand for Aars Venstre.
Op til byrådsvalget i november 2013 var Per Bach Laursen Venstres borgmesterkandidat. Han blev ved konstitueringen valgt som viceborgmester. Inger Nielsen blev dengang nyvalgt til byrådet og har siden arbejdet målrettet med opgaven og har som Kristian S. Nielsen skriver i en mail til sine medlemmer, været et hårdtarbejdende og kompetent medlem af Venstres byrådsgruppe. Hun brænder for de lokale ildsjæle og for at bevare decentral skolestruktur i Vesthimmerlands Kommune. Desuden ønsker hun en åben debat om Aars bys udvikling som hun mener bør ske efter en overordnet plan som tilgodeser mange hensyn, så tingene ikke bare bliver besluttet "hovsagtigt" fra sag til sag.
Med mødet i Blære Multihus får Inger Nielsen hjemmebane, men det ventes at de fire vælgerfreninger møder talstærkt op når der skal vælges mellem de to kandidater.
Det kommende valg til byrådet i Vesthimmerlands Kommune finder sted i november 2017.