Ny Bronzemedalje
Af: Hardy Vedstesen
Første flotte billed
Bronzemedalje til frisørelev
Frisørelev Tina Christiansen fra Woman Hair Styling på Torvet i Ølgod
opnåede en flot bronzemedalje ved sin nylig overståede svendeprøve fra
Herningsholm Tekniske Skole.
-Målet var først og fremmest at bestå prøven, men selvfølgelig var det
dejligt at alle mine 36 samlede karakterer rakte til en medalje, fortæller
den snart færdiguddannede frisør.
Men selvfølgelig har jeg også øvet mig flittigt og brugt rigtig mange timer
- også uden for arbejdstiden - på at øve på mine fem modeller.
Prøven på fagskolen er ret omfattende, så den afvikles over hele to dage med
i alt fem discipliner, som i år var herreklip med styling, dameklip med
farve, herreklip med permanent, moderne jernondulation med krøllejern og
endelig langhårsopsæt med inspiration i 50´erne.
Desuden skulle modellerne have lagt make up og ligeledes påklædes, så begge
dele matchede den opgivne opgaves stil. Til det sidste del fik Tina rigtig
god hjælp fra de to lokale butikker henholdsvis Din Tøjmand og Just for You
på Storegade.
Tina Christiansen, der stammer fra Lem, fortsætter fra den første juni sin
karriere i Tarm, hvor hun ikke har så langt til sin hjemadresse i Skjern.
Tina har aldrig været i tvivl om at frisørjobbet skulle være hendes levevej.
På sigt har hun måske en drøm om en dag at få sin egen salon, selv om hun
har indset det er både omfattende og tidkrævende at drive egen virksomhed.
Foreløbig vil hun imidlertid nøjes med at glæde sig over bronzemedaljen, som
hun dog først får udleveret, når hun til august får sit endelige
svendebrev.
Billed 1Billed 2Så billed 3