Præsten ser frem til fest
Af: Hardy Vedstesen
Den nye præst i Ansager, Skovlund og Stenderup, Trine Lydeking Taylor glæder sig til sin indsættelse.
Trine Lydeking Taylor, den nye sognepræst i Ansager, Skovlund og Stenderup, glæder sig til festen den 21. og 22. maj.
For det er en fest, slår hun fast med et smil. –Det er jo der, hvor det officielt for menigheden tilkendegives, at jeg nu er byens og kirkens nye præst. Selvfølgelig er Trine allerede ansat, men ved en ældgammel ceremoni, der kan spores helt tilbage til Reformationen, i fagsproget kaldet en kollats, overdrager biskoppen ved en skrivelse den nye præst til sit kirkelige embede.
Efterfølgende markeres indsættelsen med en reception alle tre steder i de til kirkerne hørende kirkehuse. Her vil der selvfølgelig blive god mulighed for menighed og for gæster til at hilse på den nye præst under lidt mindre formelle former.
Trine Lydeking, med efternavnet Taylor - fra sin amerikanske far - har været fast ansat siden første april, men inden da var hun ansat i et seks måneders vikariat. –Jeg er faldet rigtig godt til i området, forklarer Trine, og jeg trives i en by, der er i god drift og har et rigt foreningsliv.
Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, jeg skulle søge jobbet, da det blev opslået. Nu venter jeg blot med længsel på mine sidste flyttekasser, så jeg kan få mig endeligt indrettet i den store flotte præstegård.
-Her er man nok ikke så privat, som man kunne blive i en storby, men det her passer nok i bund og grund bedre til mit temperament end et job i Københavns nordvestkvarter, hvor jeg ellers har boet.
Det er tydeligt, at den nye sognepræst brænder for sit job, men hun indrømmer, at det har været overraskende for hende, at jobbet indebærer så mange administrative opgaver. En af de opgaver, der har lagt beslag på megen tid, er en mulig pastoralændring, der betyder at Stenderup Kirke, der faktisk – i modsætning til de to andre kirker – ikke er en del af Varde Provsti, vil blive skilt fra.
Det bliver Lilian HøeghTyrsted, provst i grene Provsti, der foretager indsættelsen af Trine Lydeking Taylor.
henning@dinlokaleugeavis.dk